Om TEAM LØVEL

Startskuddet
Lørdag den 27. november 2004 kl. 8.30 gik startskuddet til opstarten af vores nye motionsløbeklub Team Løvel 2004. Motionsløbeklubben er organisatorisk placeret som en underafdeling i Løvel Ungdoms- og idrætsforening (LUIF).

I initiativgruppen (13 personer), var vi meget spændte på fremmødet. Vi havde håbet på 30 personer, men var tilfredse, hvis der kun kom 15. Rent faktisk var der mødt omkring 45 personer, heraf 6 børn op ved Løvel Hallen til den første træning, hvor der ventede løberne ruter på henholdsvis 3 kilometer, 5,8 og omkring 7 kilometer alt efter dagsformen.

I de 3 løbegrupper fornemmede vi en rigtig god stemning, og snakken gik på livet løs ned gennem gruppen. Undervejs på ruten bemærkede vi, at flere af løberne kommenterede naturen, som de aldrig havde set før, trods mange år i Løvel. Vi havde ligeledes hørt ude i byen, at der formentlig dukker flere op til næste fællestræning.

Efter fællestræningen var der i informationsmøde med kaffe/rundstykker i hallens nye cafeteria. Der blev endnu en gang budt velkommen fra Team Løvels styregruppe.

Vi havde allieret os med Erland Erlandsen fra Avis-maraton, som på glimrende vis fortalte om det at starte med at løbe, og hvordan man bedst kommer fra start.

Fra styregruppens side havde vi på forhånd udarbejdet en introduktionsmappe som blev udleveret til alle, der meldte sig ind i klubben. Mappen indeholdt et spørgeskema om helbred, målsætning og træningsprogrammer mv.

Baggrunden
I Løvel og omegn er der mange, der gennem flere år har løbetrænet/motioneret alene eller sammen med en makker. Vi ved alle, at når man er flere personer, er selvdisciplinen større.

Ideen med etablering af Team Løvel, udspringer også indirekte af Avis Maraton, der har kørt siden 2000. Da vi er flere i initiativgruppen, der har gennemført Avis Maraton, var det nærliggende at tage kontakt til folkene bag dette projekt. Vi har således indgået et samarbejde Avis Maraton, hvor vi i Team Løvel må anvende deres træningsprogrammer, deltage i informationsmøder og deltage i deres løb.

Målsætningen
Team Løvel er for alle, der har lyst til at løbe, nybegyndere såvel som garvede. Vi lægger vægt på gode løbeoplevelser i hyggelig atmosfære.

I Team Løvel satser vi på:
Socialt samvær med naboer, venner og medborgere på en sjov og sund måde, som måske kan skabe andre gode ideer for Løvel og Omegn.

Opnå et personligt velvære gennem motion og samtidig komme småskavanker i forkøbet

Opleve den dejlige natur i vort lokalområde, som måske ikke alle har oplevet.
Hjælp fra andre medlemmer til at nå din personlige målsætning med hensyn til motion.

Stille med motionshold til mange forskellige former for løb (24 timers løb, halvmaraton, byløb mv.)

Fremtiden
Vores overordnede mål med Team Løvel, er dels at få flere folk ud og motionere, men i høj grad social samvær med naboer, venner og medborgere på en sjov og sund måde. Vi tror og håber på, at en ekstra gevinst kunne være at endnu flere ”knopskydningsprojekter” ser dagens lys. Når man løber i en flok, går snakken på livet løs og ideerne pibler frem.

Hvis du også har lyst til at være med ...
… er du meget velkommen til at møde op til vores fællestræning , eller ringe og få en snak med en af medlemmerne af vores styregruppe.

Vi glæder os til at se dig!!!

TEAM LØVEL